Hvad er en investeringsforening?

En investeringsforening er en forening, hvor medlemmerne sammen investerer i værdipapirer. Alle indskud fra medlemmerne samles i én pulje og alle medlemmer har de samme værdipapirer. Ejerandelen af puljen bestemmes af medlemmernes individuelle indskud.

Når du invester i en investeringsforening, så modtager du investeringsbeviser. Det er dem, som afgør, hvor stor en del af investeringsforeningens formue, som du ejer.

En af de fine ting ved en investeringsforening er, at den giver dig mulighed for at sprede dine investeringer selv for mindre beløb. Desuden får du en professionel investor til at varetage dine investeringer. Til gengæld er der omkostninger forbundet med en investeringsforening i form af administrations- og investeringsrådgivningsomkostninger.

Udbyttebetalende og akkumulerende investeringsforeninger

I Danmark skelner man typisk mellem to typer af investeringsforeninger. Den ene type er udbyttebetalende, mens den anden type er akkumulerende.

I en udbyttebetalende investeringsforening modtager investoren typisk udbytte en gang om året. Udbyttet er beregnet på baggrund af indtjente renter og udbytter fra selskaberne, realiserede nettokursgevinster/-tab og med fradrag af afdelingens administrationsomkostninger. For privatpersoner, som investerer frie midler, er udbyttebetalende foreninger de bedste, da udbyttet beskattes løbende, mens kursgevinsten først beskattes, når investeringsbeviset sælges.

I en akkumulerende investeringsforening udbetales der ikke udbytte. Fordelen ved dette er, at investoren derfor ikke skal bekymre sig om at geninvestere et evt. modtaget udbytte. For privatpersoner med frie midler er der dog den ulempe, at gevinsten lagerbeskattes. Det betyder, at der sker beskatning hvert år (som du også kender fra din pensionsordning). En akkumulerende afdeling er især for virksomheder, som beskattes efter virksomhedsskatteordningen (VSO-midler), da de slet ikke må købe udbyttebetalende foreninger.

Investeringsforeningen og investeringsrådgiveren

Investeringsforeningen er ejet af medlemmerne. Alle medlemmer har stemmeret på generalforsamlingen svarende til deres investering. Investeringsforeningen har en bestyrelse, som skal vare tage medlemmernes interesser.

En investeringsforening udpeger en rådgiver, som optræder som investeringsrådgiver. Dvs. det er rådgiveren, som får ansvaret for at træffe investeringsbeslutninger på vegne af investeringsforeningen. For denne rådgivning modtages et investeringsrådgivningshonorar.

Formen for danske investeringsforeninger er anderledes end i de fleste andre lande, hvor det typisk er banken eller kapitalforvalteren, som ejer investeringsforeningen. I Danmark er de to ting opdelt. Det betyder, at f.eks. Nordea Asset Management er rådgiver for Nordea Invest, som er ejet af medlemmerne.

Investeringsforeninger og afdelinger

En investeringsforening kan have forskellige investeringsstrategier. Derfor oprettes der ofte flere forskellige afdelinger, som dækker hver sin investeringsstrategi. Officielt hedder det en investeringsforeningsafdeling, men kan også kaldes en investeringsfond, mens det i daglig tale af de fleste blot kaldes en investeringsforening.

At en investeringsforening har flere afdelinger, kan man bl.a. se ved at gå ind på investeringsforeningen Danske Invest, som har en lang række afdelinger (f.eks. danske aktier eller globale aktier).

Som eksempel kan også nævnes afdeling MW Compounders, som er en afdeling under investeringsforeningen IA Invest, men i daglig tale kaldes investeringsforeningen MW Compounders.

Spredning af investeringerne

Danske investeringsforeninger er det, som man kalder UCITS fonde. UCITS står for Undertakings for Collective Investments in Transferable Securities. En aktiebaseret UCITS-fond skal overholde det spredningskrav, som hedder 5-10-40 reglen. Det betyder, at ingen aktie må udgøre mere end 10% af porteføljen. Til sammen må alle aktier over 5% maksimalt udgøre 40% af porteføljen.

Hvis én aktie udgør præcis 10% og resten udgør præcis 5%, så er 16 aktier det mindste antal aktier, som opfylder 5-10-40 reglen. Da aktier hele tiden svinger, så vil der typisk være flere aktier i porteføljen, da foreningen ellers hele tiden vil komme i problemer med spredningskravet.

På det danske marked findes også det, som kaldes specialforeninger. Her er kravet til spredningen mindre, da en specialforening ikke behøver at overholde 5-10-40 reglen. Dog må den enkelte aktie ikke udgøre mere end 10% af porteføljen.

Hvor læser jeg mere

Investeringsforenings-Leksikon